Til forsiden
Gedsers historie

Gedser - havnestationsbyen på Falsters sydspids

Siden den tidlige middelalder har der været færgeforbindelse fra Falsters Sydspids over Østersøen til Mecklenburg og Rostock. Indtil Gedser blev anlagt i slutningen af 1800-tallet, var Gedesby den sydligste bebyggelse. Her havde færgeforbindelserne til Rostock deres udgangspunkt, fra den sydlige ende af det nu inddæmmede Bøtø Nor. Den middelalderlige færgekro lå i Gedesby. Kongelige rejsende blev i middelalderen indkvarteret på den kongelige grænsegård: Gedsergård, der hørte under enkedronningesædet i Nykøbing.

Året efter novemberstormfloden i 1872 vedtoges loven om bygning af en ny færgehavn med dampskibsforbindelse til de nordtyske byer. Færgelejet og havnestationen som endestation på jernbanen fra Nykøbing stod færdig i 1886. Omkring 1900 bestod Gedser blot af en købmandsgård på Strandvejen og nogle huse på østsiden af Langgade. Men udviklingen langs den nye Langgade områdets tidligere markveje tog for alvor fart i 1903, da der blev indsat jernbanefærger til Warnemünde. Gedser blev udbygget i løbet af få årtier med offentlige bygninger og boliger til toldere, jernbane, færge og politifolk.

Lodshuset med lodstårn på Sdr. Boulevard blev bygget i 1906, Vandtårnet er fra 1910 og Elekticitetsværket på Danmarksgade er fra 1911. Gedser Kirke blev tegnet i 1915 af arkitekt P.V. Jensen-Klindt, der senere er blevet berømt for Grundtvigskirken i København.

Jernbane og færgeanlæggene har stort set kunnet undgå nedrivning, da udviklingen mere eller mindre gik i stå i Gedser i 1960’erne. Med etableringen af Fugleflugtslinien i 1963 flyttede store dele af trafikken fra Gedser overfarten til Rødby-Puttgarten-overfarten. Lokale bestræbelser sikrede til gengæld etableringen af en ny fiskerihavn samme år, her ligger også redningsstationen fra 1991. Den gamle redningsstation fra 1925 blev flyttet til lystbådehavnen, da den nye redningsstation blev taget i brug

Nordvest for færgehavnen blev der efter 2. Verdenskrig gravet ral og grus. Den daværende Sydfalster Kommune overtog området i 1970’erne og anlagde lystbådehavnen ud mod Guldborgsund. Nord for lystbådehavnen blev Ferie Park Gedser i 1987 anlagt som Danmarks første feriecenter med subtropisk vandland. I dag er området udbygget som sommerhusområde.

Gedser overfarten fik en kort renæssance med mange østtyske éndags turister efter murens fald inden togfærgen Gedser-Warnemünde blev endegyldigt nedlagt i 1995. Efter 109 års drift blev den direkte togforbindelse mellem København og Berlin lukket. Togforbindelsen mellem Gedser og Nykøbing blev nedprioriteret til et par daglige afgange.
Sydfalster i 1000 år - Gedesby
Gedesby er en af de middelalderlige landsbyer, der kan følges som noget ganske specielt helt tilbage i 1100-årene. Geddesø er kendt fra vikingetidens Knytlingesaga. Jorderne i Gedesby og omegn indgik i det gods, der var med til at stifte ”Skovklosteret” ved Næstved (Herlufsholm) i 1135. I midten af 1200 tallet var fiskeriet og hesteopdræt af et sådant omfang, at det blev fremhævet i de kongelige skattelister. Selve landsbyen med den fine lille middelalderkirke har i ikke mindre end 900 år ligget i bunden af det nu inddæmmede Nor lige ud til Østersøen.

Siden middelalderen har det sydligste Sydfalster været udmærket ved sin placering som porten til Europa med de internationale forbindelser over Østersøen ved den udmærkede landbrugsjord i baglandet og ved beliggende midt i Østersøen.

Den dag i dag rummer i landskabet i og omkring Gedesby mindst tre tydelige historiske lag. Sporene efter det middelalderlige grænseland, Sporene efter udviklingen af det moderne landbrug fra landboreformerne i slutningen af 1700-tallet til i dag med inddigning, dræning og plantning, og endelig 1900-tallets nord-syd transportkorridorer, der følger istidslandskabet på den langstrakte halvø: veje, jernbaner, forsyningsanlæg mv.

Den gamle middelalderlige færgehavn er i dag ligesom resten af Noret inddæmmet og opdyrket. I sin stormagtstid var det her der blev udskibet kvæg ad den middelalderlige østdanske oksevej tværs over Østersøen til Hansestæderne i Nordtyskland. I møglagene i bunden af Gedesbyskibet blev der fundet frø og pollen, der viser at kvæget, der var blevet transportet i skibet havde græsset på strandenge og strandoverdrev som de netop kendes fra Sydfalster. Græsningen havde fundet sted lige efter høst, for der blev fundet modne kornfrø i møget. Så det passer perfekt med at dyrene er blevet sejlet over Østersøen i tide til efterårsslagtningen.
Torsdag, december 18 2008