Disse bygninger var bygårde som husede erhverv som købmandshandel, heste og kvæghandler, slagtervirksomhed, bryggeri, pottemager, pibemagere, håndværk osv. Desværre er alle disse gamle virksomheder ikke en del af bybilledet længere.
Der har været gjort forsøg med dyrkning af tobak i 1713 på sydskråningen ned mod den gamle havn. Her var lys og varme og en reflekterende sol fra vandet i mølledammen. Tobakken blev rost, og skulle efter sigende være lige så god som udenlandsk tobak.
Byen havde tidligere flere magasiner for korn og andre handelsvarer, men disse er desværre revet ned eller bygget om til beboelse. Et par stykker kan stadig findes bl.a. i Møllegade, Skibshandlerstræde som er et sidestræde til Grønnegade, og et ses på P-pladsen bag Netto.
Man må ikke glemme, at Stubbekøbing er en fiskerby, og at fiskeriet og handel har været byens erhvervsgrundlag igennem 1000 år. En tur ned til havnen, må være er en nødvendighed for, at man med rette kan sige, at man har besøgt byen. Havnen ligger med en stor brostensbelagt havneplads. Brostenen er lagt i et flot buet mønster. På havnen er der et havnemiljø, hvor kornmagasiner, siloer, stenværk som sammen med skibene som anløber havnen danner et hyggeligt miljø. Færgen til Bogø sejler i sommertiden for turisterne skyld og giver, sammen med de mange lystsejlere, byens havn en hyggelig stemning.
Der er gode parkeringsmuligheder i centrum og Stubbekøbing er et godt turistmål for både unge og ældre, som vil opleve en hyggelig gammel købstad, omgivet med grønne områder med en aktiv erhvervs- og lystbådehavn.