Kongens mundskænk var tilfældigt på Falster og gik også bag voldene. Han måtte høre meget spot fra de lokale, hvoraf en mente at Kong Valdemar skilte sig ud fra de tidligere danske konger ved at have spore på tæerne i stedet for på hælene. Han spottede kongen for ikke at komme falstringerne til hjælp. Da kongen hørte dette blev han rasende og kvitterede med en krigserklæring mod falstringerne.
Der blev kaldt til samling og Absalon skulle samle flåden på den ene side af Sjælland, mens han selv samlede den anden side. Det gik nu ikke som kongen havde tænkt sig, for han blev pludselig syg. Absalon blev tilkaldt og selvom han også blev syg, plejede og bad han længe for kongen.
Da de var kommet sig efter sygdommen, blev angrebet på Falster afblæst. Men hvorfor afblæse angrebet? En af teorierne er, at sygdommen kun var en undskyldning for Kong Valdemar, der ikke ville have noget ud af et sådant angreb. Han fandt snart ud af at falstringerne var et stærkt folk, og når ikke en stor vendisk flåde kunne klare falstringerne, så ville han nok heller ikke magte det.
Trods kongens ære var krænket, viste han klogskab i sine meget vigtige beslutninger, der kunne have betydet Danmarks fald for venderne var Danmarks største fjende. En borgerkrig var uden mening og den voksende trussel fra venderne gjorde nok udfaldet. Falstringerne skulle formildnes og bruges i krigen mod venderne. For hvis ikke falstringerne var på kongens side, kunne han ikke foretage nogle krigshandlinger mod venderne, uden at falstringerne kunne advare dem på forhånd.
Ifølge Saxo stod silden i 1200-tallet så tæt i Øresund, at man ikke kunne ro en båd gennem de tætte stimer, åren blev simpelt hen stående, hvis man stak den ned i stimen. Silden kunne fanges med de bare hænder og bogstavelig talt skovles op i spande! Beregninger viser, at der har været tale om ganske store mængder: op mod 10.000 tons sild årligt eller 300.000 tønder saltet sild. Den saltede sild var en eftertragtet handelsvare i middelalderens katolske Europa med de mange fastedage. Sildefiskeriet i Øresund havde allerede stor betydning i slutningen af 1000-årene, hvor Knud den Hellige truede skåningerne med at forbyde sildefiskeriet ved Skåne.